image

Historie

Horsens Tennis Klub er mere end 100 år gammel - til maj nøjagtigt 114 år.

Det hele begyndte fredag den 27. Maj 1898, hvor flere af byens bedste familier forsamledes på Horsens Østre Kommuneskole og oprettede Horsens Lawn-tennis Klub. Der eksisterede på dette tidspunkt allerede en klub til herligt tidsfordriv for fruerne og nu syntes mændene åbenbart, at de også skulle være med. Kontingentet blev fastsat til 2 kr. pr. kvartal + 2 kr. i indskud, indskuddet gjaldt dog ikke kvindeklubben, hvis blot de lod sig optage i den nye tennis klub og overdrog deres indestående formue i Horsens Sparrekasse til den nye klub.

Der blev anlagt et en bane på havnen, der hvor nu Dana Feed ligger og senere omkring 1905 blev anlægget på Kraghsvej 3 grundlagt med 5 baner, helt nøjagtigt hvornår ved man ikke, da tennis klubbens gamle historie desværre gik tabt i forbindelse med en oversvømmelse på Åboulevarden i 1986.  

I ca. 30 år var der således kun udendørs tennis på programmet, men i 1934 lejede klubben jord ved Horsens Kommune og i 1935 stod hallen så færdig. Kr. 53.000 havde den kostet, den første af sin slags i Horsens, det må have været stort - og rigtig surt og en sorgens dag, da tyskerne bare 5 år senere under besættelsen beslaglagde den. Efter krigen var der dog ca. 200 medlemmer i klubben.

Slut 1970’erne og begyndelsen af 80’erne var en rigtig optur for Horsens Tennis Klub og der blev føjet 3 nye baner til anlægget, der blev bygget udestue og køkken, så klubben fremstod som den gør i dag.  Tennissporten i det hele taget profiterede på den tid af Bjørn Borg- effekten, klubbens medlemstal voksede til mellem 650 og 700. Lige rigeligt til faciliteterne, der var ventelister og banemangel, men i fattigfirserne var det også slut igen.

Medlemstallet er i tidens løb gået op og ned, i nogle år lidt for meget ned, men for nuværende er vi på vej op og vi håber på en Caroline Wozniacki- effekt, der kan matche Bjørn Borgs.  Interessen for tennis i Horsens er i hvert fald stigende.

Horsens Tennis Klub startede vel nok som en klub for byens bedste borgere. Det kan man bl. a. læse ud af tidligere borgmester Vagn Rys indlæg i jubilæums skriftet i 1998, hvor han fortæller, at han fra sin altan på hjørnet af Bøghsgade/Østergade  kunne se ind i tennisklubben og af og til sammen med sin bror listede sig ind for at kigge på. Sådan har andre borgere også udtrykt sig, men Horsens Tennis Klub er fulgt med udviklingen og i dag repræsenterer klubben en mangfoldighed af mennesker, der alle bare er glade for at spille tennis.

Powered by Sitecore.